Hammer Glasværk 1970 – 1980erne

Hammer Glasværk blev etableret omkring 1970 – efter sigende – af tidligere medarbejdere fra Holmegaard Glasværk.

Glasværket havde til huse i det tidligere Hammer Andelsmejeri, der blev nedlagt 1964. Placeringen var på Ringvej 3 i Hammer mellem Lov og Mogenstrup syd for Næstved.

Hammer Glasværk 1970 - 1980erne

Det eneste kendte produkt fra Hammer Glasværk er hinkesten – ofte i en stærk blå farve. Farven var meget populær i 1970erne og 1980erne og som derfor var tilgængelig i stor mængde.

Hammer Glasværk anvendte blandt andet genbrugsglas i form af overskydende glas fra Holmegaard Glasværk.

Dette kommer til udtryk i en stor del af produktionen, hvor farverne er miksede på en, i øvrigt, meget smuk måde.

Nogle samlere går rent faktisk primært efter sten, der er lavet af sammenblandede farver. Generelt kan man sige at hinkestenene fra Hammer Glasværk var af meget høj kvalitet med en utrolig flot finish.

Hammer Glasværks mest kendte hinkesten er serien med ”Stjernetegn” fra omkring 1970.

Fra omkring 1980 blev der primært fremstillet sten med mange forskellige geometriske figurer i såvel klare som mættede og blandede farver.

Når man ser på noget af det sidste, man med sikkerhed ved er produceret på Hammer Glasværk og sammenligner med sene udgaver af sten fra Fyens Glasværk og Holmegaards Glasværk, fremgår det tydeligt at de 2 sidstnævnte må have overdraget produktionen til Hammer Glasværk.
Her var de jo var specialister på området. Desværre må man også sige at kvaliteten af den allersidste del af produktionen slet ikke står mål med de tidlige serier.

Umiddelbart tyder kvaliteten på, at langt den største del af produktionen er støbt heriblandt serien med stjernetegn. De allerseneste sten fra Hammer tyder umiddelbart på en eller anden form for presseteknik.