Hinkesten af glas

Oprindeligt brugte man flade sten eller et stykke brændt ler til at hinke med. I Essex i England, har man i flere arkæologiske udgravninger fundet skår af ituslåede kander – både af ler og tin. Disse erhelt klart er slebet til og brugt til en eller anden form for hinkning.

Hinkesten af glas er efter sigende et dansk fænomen. Det skal være ”opfundet” eller udviklet af danske glasværksarbejdere engang sidst i 1800-tallet.

Overskydende glasrester blev, når glasarbejderen skulle til frokost eller holde fyraften, sat af hvor det nu var muligt. Efter afkøling endte disse med at blive til en mere eller mindre flad klump glas. Denne kunne så bruges til en gave til en datter, kæreste eller en anden, der havde gjort sig fortjent til “skatten”.

De første hinkesten eller FUSK, som det blev kaldt, var i princippet håndlavede ”unika” sten. I virkeligheden glasklumper i en passende facon, der matchede det man hidtil havde brugt til at hinke med.

Den første danske seriefremstillede hinkesten siges at være ”Tre alfer”, der er udbudt i Fyens Glasværks katalog fra perioden 1914-1924. Det er måske ikke helt korrekt, idet der snarere er tale om en af de første.

De første hinkesten var støbt og håndlavede og kan derfor variere en del både i størrelse og i facon.

Stort potentiale i produktion af hinkesten

Efter katalogerne at dømme, så Fyens Glasværk hurtigt potentialet i produktet og startede en egentlig serieproduktion. Hurtigt blev denne suppleret med hele serier med varierende motiver.

Andre glasværker i Danmark fulgte hurtigt efter, da de også spottede muligheden i denne sideproduktion. Fyens Glasværk har dog haft den største og mest varierede produktion af alle danske glasværker.

De enkelte hinkesten findes i et utal af farvevarianter, dels fordi der blev anvendt restglas og dels fordi man også afprøvede nye farver til glasværkets øvrige produktion på hinkestenene.

Anvendelse af restglas og test af nye farver, var en fin måde at optimere udnyttelsen af ressourcerne på. Blev farven ikke en succes, havde det ikke den store betydning. Der var jo “kun” tale om billigt legetøj med en forventet begrænset holdbarhed.