Jeg er et par gange stødt på dette flotte eksemplar med Pjerrot, som er fremstillet af ler, der efterfølgende er brændt.
Om det er en hinkesten – eller noget andet er ikke til at sige.
Det er meget nærliggende at antage, at inspirationen stammer fra en af de første serieproducerede hinkesten fra Fyens Glasværk. Denne serie har en perlekant magen til den på stenen med Pjerrot.
Det stiller straks det spørgsmål – hvorfor ler, hvor er den lavet, hvem har lavet den og hvornår er den lavet.
Det krævede held at finde svaret
Nogle gange skal der held til for at finde svarene – og det har jeg heldigvis haft i denne sag.
På et lille lokalmuseum, hvor der tidligere har boet pottemagere i flere generationer, spottede jeg en skål med hinkesten magen til min. Museets eksemplarer var gravet ud af en lergrav med en masse andre kasserede ting. Disse var efterladt af den sidste pottemager på stedet.
Den sidste pottemager på stedet, var Ruth Sorento Dichmann fra 1938-1950. Hun må være mester for stenene da de blev fundet blandt andre af hendes kasserede ting i den fyldte lergrav. Dermed kan jeg med en forholdsvis snæver margin fastslå, hvornår stenen er fremstillet.
At materialet er ler er ikke overraskende, når det nu engang var en pottemager/keramiker, der fik ideen til at producere hinkestenen.
Brændt ler ikke er ligeså holdbart som glas. Man må huske, at de helt gamle og oprindelige sten, som etruskerne og romerne brugte til at hinke med, blandt andet var fremstillet af brændt ler. Så det er på en måde “back-to-basis”.
Det er oplagt, at stenen kan være lavet til at blive solgt på “Dyrehavsbakken”, hvor der var en Pjerrot, som tryllede og gøglede for børn og barnlige sjæle.
Der var godt nok også en Pjerrot i Tivoli, men han optrådte kun på pantomimeteatret. Som salgsobjekt er stenen nok mest sandsynligt produceret til “Dyrehavsbakken”.