De allerførste danske hinkesten af glas fra sidst i 1800tallet, var som sagt lavet af den enkelte glasarbejder som “fusk”. Altså håndlavede unika sten, hvor fremstillingen som ovenfor nævnt skete ved at man satte en lille klat glas af på et fast underlag.
Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, at næste skridt har været at man har brugt et stykke for hånden værende værktøj til at presse et mønster ned i glasklumpen. Det kan man rent faktisk iagttage på mange af de gamle fusk-sten.
De rigtig kreative indlagde et stykke kobbertråd, der var formet som modtagerens navn. Det kunne også præges ind i stenen på undersiden.
Den første masseproducerede hinkesten fra Fyens Glasværk fra 1914 med motivet af de “Tre alfer”, er en håndlavet sten. Den er støbt i en såkaldt fast form, hvori motivet var indgraveret.
Fremgangsmåde
Anfangeren lagde en klat glas i formen. Når der var afsat en passende mængde, klippede en glasmager den flydende glasmasse af, således at den kunne flyde ud i den varme form.
Klippemærket, kan ofte ses som en streg på bagsiden af den enkelte sten, selvsagt allerbedst på en ubrugt sten. Metoden kunne give en vis forskel i størrelsen, da det jo var på øjemål og da man måske ikke var så nøjeregnende dengang.
Glas opfører sig stort set som sirup eller bolchemasse. Jo varmere det er – jo lettere flyder det ud, jo koldere det er – jo sejere er det. Derfor får man det skarpeste og mest detaljerede aftryk af en form ved at anvende presseteknik. Derved presses eller trykkes glasset ud i et mønsters fine detaljer.
På de gamle sten med de “Tre alfer”, der er støbt, har man helt sikkert anvendt en slags presseteknik. Ved håndkraft pressede og strøg man glasmassen forsigtigt ned mod formen med eksempelvis en våd træklods.
Som det fremgår ovenfor, blev de første sten fra Fyens Glasværk formentlig lavet i en fast form – senere gik man over til fremstilling af hinkesten i forme, der kunne åbnes (en presseform).
Formålet med presseformen er dobbelt – dels får man som nævnt det skarpeste og mest detaljerede aftryk af en form ved hjælp af presseteknik, hvor glasmassen presses ud i mønstret – dels kan stenen nemt komme ud af formen når den åbnes. Hovedparten af de danske hinkesten er pressede sten.
På Fyens Glasværks oprindelige serier fra 1934 og 1960, der begge er pressede, ses på kanten tydelige mærker efter anvendelse af en oplukkelig presseform. Stenene i disse serier fremstår meget ens – så anfanget af glasmasse i formen må have været ret så præcist.
Revolverpresse
Michael Bangs serier med Børneeventyr og Dyrebørn, er fremstillet i en form på en såkaldt “revolverpresse” det samme gælder muligvis også Elin Bings fossiler
Revolverpressen – formentligt kaldet således fordi støbeformene var anbragt i en cirkel eller tromle som på en revolver – blev betjent af en anfanger, der anbragte glasset fra smelteovnen i støbeformen og af en glasmager, der klippede den rette mængde glas af, hvorefter den kunne flyde ud i den varme form.
Revolverpressens bord ”indekserer” dvs. drejer rundt fra station til station og når frem til en anden person (en arbejdsmand), der sidder ved revolverpressen og tager de færdige emner ud af pressen.
En indbærer (hyttedreng) stiller derefter de varme emner ind på kølebåndet. Der var altså mindst 4 personer involverede i at lave en hinkesten.
Overfladen på et emne der har været presset imod en form, er ofte mere mat end en overflade der er størknet i luften eller er strøget med en våd træklods (skal være våd for at danne en damphinde mellem glas og træ, ellers bliver der mærker).
Overfladen som pejlemærke
Derfor kan overfladens udseende være en ganske god indikator på, hvilken fremstillingsmetode der er anvendt.
Hvis hinkestenen har en meget glat overflade og hvis du kan se en streg/klippemærke i bunden, er den sandsynligvis støbt.
Er overfladen mere mat, og hvis man kan se to mærker fra formen på siden af stenen, er den presset.
MEN – som med så meget andet kan man “snyde”. Eksempelvis ved at flammepolere overfladen så den bliver helt blank!